Tiden går hurtigt, 
alt for hurtigt.
Barndommens tryghed og naivitet er væk. 
pludselig kan jeg se alle fejlene,
alle forhindringer.
Alt det onde. 
Jeg mærker modgangen på min egen krop og sjæl, 
ingen står foran mig mere. 
Det er barskt, 
som en fugleunge,


der bliver skubbet ud af sin rede.
Når man er lille, 
vil man gerne være så hurtigt stor,
Når man så bliver stor, 
Har fået ansvar, 
Som tit presser så tungt på ens skulder, 
At man går i knæ, 
Når man mærke smerten over alle svigtene, 
Når man kan mærke vrede over uretfærdigheden i samfundet.
Så ønsker man sig tilbage, 
Til barndommen, 
Som man aldrig kan vende tilbage, 
Når man først har mistet uskyldigheden, 
Når man begynder at sætte spørgsmålstegn.